30. august 2010
Det er ikke en venlig velkomst, jeg hilser til sæsonernes skiften, men det er fandme svært at tale sig ud af, at efteråret nærmest allerede har holdt sit indtog. K…, det gør mig trist.
Hvert år, når august lakker mod enden, så får jeg det som om, nogen har givet mig en mavepuster. Jeg havde det lige så godt, der var lige masser af solskin og varme – og så er der en eller anden stodder-agtig idiot, der skifter august til september og ændrer sol til vind, tilføjer rusk og blæst og skifter temperaturerne fra badeklart til fodfrossen. Det er bare ikke i orden!
Nå, men hvad har jeg så brugt denne sommer på? Jeg lod jer jo hænge lidt for lidt over en måned siden, og det har taget tid at blive blog-klar igen. Men jeg synes, jeg er tilbage, og om ikke andet, så har jeg en lille fedtkind, hvis måneder og udvikling skal dokumenteres, så han er altid et godt emne.
Johan snupper en lur i sit nye navngivningstøj under hvislen af bladene under Det Japanske Kirsebærtræ (som sikkert hedder noget mere korrekt)
Der er sket meget denne sommer. Ikke, så jeg er helt forpustet, men så meget at jeg trods alt kan gå efterået i møde uden konstant at tænke ‘jeg brugte ikke min sommer fornuftigt – igen‘ (den følelse og tanke har jeg hvert år).
Jeg fik afsluttet min universitetsuddannelse. Det tog mig så også bare lige 11 år. Omvendt, så har jeg på de 11 år fået 5 års erhvervserfaring, 2 børn og flere katte, end man burde have, når man ikke er opdrætter. I begyndelsen af denne uge fik jeg så fem stykker gnallet print-papir, hvor mine ECTS-points, opgaver, eksaminer og specialeudtalelse stod. Sådan. Værsgo. Nu er du cand.comm. Sikken en flad fornemmelse. Farvel og tak, RUC. Glæden var vist på min side.
Til Johans navngivning fik vi i øvrigt løftet sløret for en meget hemmelig hemmelighed, som vi, Rasmus og jeg, nu har båret rundt på i 11 måneder (nej, vi venter ikke nummer tre). Om ganske få uger har vi 1 års bryllupsdag. Det var jo egentlig meningen, vi ville invitere venner og familie på bryllup den 10.september i år – på vores 10 års kærestedag – men vi har bare ikke lige haft lyst (*host host* haft råd *host*). Derfor tog vi konsekvensen, for da jeg nu var gravid med Johan, og samfundet i dag ser skidt på bastard-børn, ja så gik vi på Frederiksberg Rådhus på vores 9 års dag og blev gift. Det var meget… hm… hurtigt, nemt, u-romantisk og praktisk. Men hellere det, end at udskyde igen og igen, indtil vi har lyst (*host* råd) til vores drømmebryllup. Der i øvrigt intet har at gøre med hvide heste, der trækker guldkareter og mig i en kage af en kjole. Men hov, streg lige u-romantisk! Sådan der: u-romantisk. For det er faktisk slet ikke sandt! Mens ingen venner eller familiemedlemmer har anet, vi er blevet gift, så skete der dét, at Rasmus, da han afleverede Arthur den dag for snart et år siden, kom til at sige, vi skulle på rådhuset kl 11 for at blive gift. Så da jeg lidt underligt-ør kom ud af rådhuset med et stykke papir på Rasmus og intet andet bevis på giftermålet, ja så kom der en bunke børn gående imod mig – alle med roser i hænderne. Arthur løb os i møde, gav mig nogle blomster og legede ellers på rådhustrapperne, mens jeg græd af glæde over, at han og hans vuggestuegruppe var med til mit ellers-meget-hemmelige bryllup. Det var simpelthen så sødt af de pædagoger, at de overraskede mig (ja, for de havde nævnt det til Rasmus).
Kan man afsløre hemmeligheder bedre end med kage?
Til navngivningen fik vi på bedste nazi-manér kommanderet folk på deres pladser, da kagen skulle serveres. Det betød, at min far, som var på vej ind i køkkenet blev beordret tilbage under stor forundring og min faster, som ellers lige skulle til at lege med Arthur fik et hårdt ‘Eva! Nu!’ med på vejen – også under stor protest fra hendes side. Men hvordan skulle vi ellers lige med de 20 stykker chokoladekage flankeret af et porcelænsbrudepar fortælle, at vi var blevet gift? Sådan en besked skal fortælles samlet – og med kage.
Der var ingen, der havde regnet den ud. Eller, min mor havde gættet det for lang tid siden, men vi er åbenbart så dygtige til at lyve, at hun havde droppet dén idé igen. Folk var forbløffede, min svigermor blev helt rørstrømsk og begyndte at græde, min far og mor protesterede over, at ingen forældre/svigerforældre havde givet tilladelse, men alle var glade. Vi mangler stadig at holde en fest, men det skal nok komme. Men for nu, så er vi i hvert fald blevet lovformligt gift!
Tre på stribe
Udover at afsløre giftermålet, så gik Johans navngivning helt fint. Vi havde valgt at samle den nærmeste familie og gøre det mere intimt denne gang, så der var plads nok til alle gæsterne i min fars sommerhus. Eller – vi blev lige præcis for få til at slå det store telt op på græsplænen og lige for mange til at holde det hele indendøre, så vi fik smækket en teltdug på gavlen, så vi blev skærmet for vind og vejr. Og det fik vi brug for. Navngivningen blev nemlig holdt lørdag den 14. august – også kendt som ‘fuck-der-er-vand-i-min-kælder’-lørdag for mange husejere. Men vi var ikke påvirkede af det dårlige vejr. Tværtimod var det hyggeligt, at vejret var så mørkt, når vi nu sad der skærmet under gavlen.
Navngivning I
Navngivning II - klodserne her er arv fra Arthurs navngivning. Dér skrev vi selvfølgelig bare 'Arthur' med klodserne...
Den glade far og den glade søn
Om blot få dage er Johan fem måneder. Fem måneder. Say WHAT?!? Ikke om jeg fatter det! Med Arthur kunne det kun gå alt, alt for langsomt med den udvikling. Men med Johan, så er det lige omvendt. Jeg nyyder faktisk at gå hjemme – det meste af tiden, altså. Der er også dumme og hårde dage, men generelt, så er den her lille søde charmetrolds-fedtkind bare umanerlig vidunderlig. Så når der allerede er gået fem måneder, så huer det mig ikke, som det gjorde, da Arthur var på samme alder.
Johan er så glad og så nem. Altså, jeg brokker mig stadig, når han har moslet hele natten, eller når han er vrissen en hel dag, men helt ærligt, så er han vidunder-baby i forhold til storebror og hans kolik. Jovel, Johan er blevet besværlig nu. Besværlig på den måde, at han vil ting, han vil aktiveres. Han vil underholdes, og han vil i hvert fald ikke ligge ned mere. Men det er udviklingen – ikke ham som sådan. Han kan og vil stå hele tiden, han vil lege titte-bøh, klappe kage og sidde i sin Bumbo. Han kan spise og synke, han kan drikke – og det hele uden at noget ryger ud igen (for det meste). Maden står på hirsegrød, agurker og meloner. Han er en stor baby.
Af og til er det svært at vælge, om man skal spise eller smile
Johan griber efter alting i sin rækkevidde, det være sine fødder, storebrors legetøj eller den pakke med couscous, som står på køkkenbordet (ikke en god idé at sætte den inden for Johan-vidde!). Han vil stadig ikke tage sut, men han gufler løs på mælkebaren i stedet. Det gør lidt nas, men jeg er så ovenud lykkelig for, at jeg kan amme uden de sygeligt-voldsomme smerter som sidst, så den smule nas tager jeg gerne med. Det er faktisk af samme årsag, at jeg/vi har valgt at lade grøden vente lidt på sig. Han får eet grødmåltid om dagen, og jeg har ikke travlt med at øge mængden. Ikke så længe, som han spiser mælk og er tilfreds med det, og ikke så længe, vi ikke kan mærke på hans søvn, om han får grød eller ej.
Den søde forkølede fedtkind, som bare altid smiler... kæft, jeg elsker den søde, søde dreng!
Arthur brugte fredag nat sut for sidste gang. Dét er et stort spring for den lille gut, som nærmest har grovædt sutten i alle sine snart tre år. Blå, grøn, lilla, rød, orange, naturgummi, gennemsigtig, anatomisk korrekt, lille, stor. Alle sutter har kunne bruges i en snæver vending (men sine yndlings, dem har han nu haft). Men nu er det slut med den sut. I morgen har vi aftalt, at vi skal ned til suttetræet i Frederiksberg have, og så skal vi hænge hans sutter op med et lille brev til suttetræsfeen. Så giver hun ham nok en lille gave… Han har faktisk taget det overvældende flot. “Bare en lille smule sut, far?” kom dog mellem de sutteløse læber, men en bestemt tone fik knægten til at godtage ‘nej’et’. Nu arbejder vi på at få bleer i størrelse 6 ekspederet helt ud af hjemmet (indtil det bliver Johans tur til at veje de mange kilo), for selv om han har brugt potten i et år, så vil han stadig helst kun tisse og ikke lave på det lyserøde tumletoilet.
“Det gør ikke ondt i numsen mere. Det hjælper, hvis jeg ser fjernsyn,” sagde Arthur i morges, da jeg bad ham om at lave bajs på potten. Nææh, det gad han ikke, han ville hellere se fjernsyn, og da han fik nej til det, så ville det ellers hjælpe på smerterne i nummeren. Det var lidt svært at forklare ham, at det nok var en bajs, der pressede på, og at se Ramasjang ikke ville hjælpe på dét problem.
Badebolde I
Badebolde II
Vi skal endelig til samtale i børnehaven om to uger. De havde ellers sløjfet tre månederssamtalerne i Frederiksberg kommune (tre måneder efter barnet er begyndt i børnehave), men de er åbenbart blevet genindført. Vi havde bedt om en samtale, da jeg/vi ikke syntes, det kørte helt optimalt. Det er en meget, meget lang historie, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det hele, så jeg knytter og venter til efter mødet. Så må det briste eller bære i den institution.
Klokken er lidt over fire. Helt præcist 16.04, og det betyder, at der kun er få minutter, til Johan vågner op. Han sover nemlig kun 30-minutters lure om dagen, så det er meget nemt at vide, hvornår han skal sove (efter halvanden times vågentid) og hvor længe, man har hænderne fri til sig selv (den omtalte halve time). Her om eftermiddagen er han i sagens natur altid lidt mere cranky og lidt mere omklamrende end om formiddagen, og oveni det så er han blevet forkølet, så det hjælper ikke på humøret. Den lille mand. Man kan dog ALTID få et smil ud af ham enten ved at kaste rundt med ham som i en Tivoliforlystelse med alt for mange Duracell-batterier proppet i, eller ved at sige ‘WIU WIU WIU’ som Helena Blach-Laursen. Sidstnævnte hjælper især, hvis man med moderat fart løfter/svinger ham hen imod et ansigt eller spejl. Hvorfor? Børn er mystiske. Men det virker. Dét og så hvid støj, men det er kun, når han skal sove. Hører han hvid støj, så slapper han af. Faaantastisk opfindelse!
Så, der vågnede han. Næsten på minuttet. Ligesom storebror – og ligesom sidst håber jeg på, at de lange lure snart får sit indtog.
Velkommen til efteråret og velkommen tilbage på bloggen. Det er dejligt at se jer 
