… et ganske hurtigt pip, mens Johan og Rasmus køber ind, og Arthur leger med ovenboens piger. Det går altså rigtig, rigtig godt. Det nye arbejde er fantastisk, spændende opgaver og venlige, imødekommende og hjælpsomme kolleger. Og så er det weekend, og jeg har rent faktisk fået slappet en smule af mellem pjevsede Johan og min egen nærmest-weekend-kroniske træthed.
Men altså pip – det går godt!
Så har jeg sagt farvel på jobbet. Farvel til 12-24 og 12-21-vagterne, farvel til åbent kontormiljø, farvel til hurtige sider og halvtrist aftensmad. Men også farvel til yndlingskollegaen, til yndlingsvikarerne, til opdateringer på alt døgnet rundt, farvel til sjovt layoutede sider og farvel til fredagsfri.
Til gengæld siger jeg goddag til eget kontor (så vidt vides, og jeg håber!), til fleksible arbejdstider, til nye udfordringer, til nye kolleger og til at se mine drenge hver dag.
Jeg er spændt på, hvordan det vil gå på det nye arbejde. Jeg begynder på tirsdag, og så bliver jeg en del af staten. Det’ helt vildt! Så skal jeg prøve kræfter med kommunikation og stille gange, modsat journalistik og åbne kontormiljøer. Jeg ser det lidt som et win-win.
Det bliver et tiltrængt skift, og jeg kan kun gentage: Jeg glæder mig!
Efter sådan en dag, hvor jeg bare har ligget syg herhjemme, og Rasmus har haft drengene ude, så jeg praktisk talt ikke har set dem, så falder sætningen ‘Uha, mor, jeg har savnet dig så meget!’ og ‘Uha, mor, jeg elsker dig så højt!’ på et ret tørt sted.
Arthur siger generelt ‘uha’ foran alle sine søde sætninger for tiden. Alt er ‘Uha, mor …’. Det er så sødt.
Og Johan, der i lang tid ikke har gidet mig (min teori er, at det er fordi, han altid oplever, at det er Rasmus, der henter, bringer, fodrer og putter på grund af mine arbejdstider), har bare leget med mig og sendt mig de smil, der hører til en ægte storcharmør.
Jeg er stadig syg, men sådan en behandling gør det okay at være sengeliggende og skvattet.
Ja, jeg findes stadig. Måske ikke så meget her i blogosfæren, men i hvert fald i virkeligheden. Der er sket meget siden sidst.
Jeg har været stille, fordi jeg har brugt energi på at holde mig oppe. Det lyder måske dramatisk, men det er ikke meningen – det *har* bare været sådan. Sommeren var noget lort, og vi savner stadig farmor. Efter sommeren var det tilbage på arbejdet, og det ødelagde familielivet. Mine arbejdstider har længe været et problem, for når man arbejder fra 12-21 / 9-22.30 og 12-24, så ser man bare ikke sin familie ret meget. Det har (især) drengene lidt under.
Så for tæt ved en tre uger siden blev det både for meget for mig og Rasmus. Vi gik i tænkeboks for at finde ud af, hvordan vi kunne få et bedre familieliv. Der var mange ideer, men det hele fik et velfortjent skub, da min veninde Dorthe satte tid af til at coache mig igennem en masse muligheder – og på mine afvisninger med dårlige undskyldninger, lød replikken ‘Du skal finde en her-og-nu-løsning. Det hjælper ikke at udskyde!’. Vi brugte en hel dag på at lave en plan for, hvordan jeg kunne gribe det an (ja, det var egentlig meningen, at jeg skulle hjælpe hende med ansøgninger og cv, men Dorthe – kæft, når hun går igang med noget, så færdiggør hun først, når det er perfekt – hvis nogen har brug for en cand.comm’er, så får hun mine allervarmeste anbefalinger!).
Der blev udarbejdet en plan a, plan b, plan c og plan d. Det første skridt var at finde ud af at søge noget nyt. Så det gjorde jeg. Jeg læste et par jobopslag, da Dorthe var smuttet, og der fandt jeg en, som var rigtig interessant. En kommunikationsstilling, som passede til mig og mine kvalifikationer. Jeg har altid vidst, at jeg ville udforske de brede faglige rammer, der er i min uddannelse – det journalistiske og det kommunikative – så hvorfor ikke nu?
Det korte af det meget lange er, at jeg har søgt jobbet og fået det (!!!). Jeps. Jeg er per 1. november statslig ansat i en kommunikationsstilling. Jeg skrev ansøgningen fredag sidste uge, arbejdede lidt på den over weekenden og sendte den mandag ved 9-tiden. Klokken 14.30 fik jeg en mail om, at de gerne ville se mig til samtale om onsdagen (hvor vi var syv til samtale), og efter den samtale ringede de og sagde, at de gerne ville se mig dagen efter til anden samtale, hvor vi var to, der gik videre i ansættelsesforløbet. Ja, og så efter den samtale blev jeg ringet op dagen efter, at de meget gerne ville ansætte mig. Og det ville jeg jo meget gerne sige ja til.
Det bliver et stort skift. Fra journalist til kommunikatør. Men jeg glæder mig usigeligt meget. Arbejdsopgaverne bliver kæmpe forskellige, hvilket længe har været et jobønske for mig, der laver det samme hver dag. Arbejdstiderne bliver om dagen og med flekstid, så jeg får rent faktisk mulighed for at synge godnat for drengene hver aften. Jeg glæder mig rigtig meget – og jeg skal nok fortælle mere, når jeg begynder. Det bliver rart at få rusket op i min faglighed, og det bliver rart, at min lejlighed igen bliver et hjem og ikke blot et sted, jeg føler, jeg aldrig er.
På et eller andet tidspunkt, så skal I nok få et indlæg, der stråler af solskin, dufter af jordbær og triller som en solsort. Bare ikke lige i dag. For lige for tiden er det temmelig meget alt andet.
Jeg er tilbage på jobbet. Tilbage til at arbejde mellem 12 og 21.30 fire dage om ugen. Tilbage til ikke at sige godnat til drengene, til ikke at læse eller synge ved puttetid. Næsten hver aften, når de ringer til mig på jobbet for at sige godnat, siger Arthur ting som ‘Hvornår kommer du hjem, mor? Kan du ikke komme hjem nu? Hvorfor skal du arbejde? Savner du mig? Jeg kan ikke vente længere…’. I går ringede de klokken 20.50 (ti minutter i deadline), fordi Arthur havde haft et mareridt, og kun ville tale med mig. Da han hører min stemme bryder han ud i gråd – og græder, græder og græder.
Børnehaven… Ja. Han virker til at have gode dage, når man henter ham, men adspurgt, hvem han har leget med, er svaret som regel ‘ingen’. I de sidste par uger har jeg forsøgt at få ham med i de andre børns lege i børnehaven, men de afviser ham – siger, at han slår dem. Jeg ved ikke, om han slår, men han kan i hvert fald blive vred på dem, og det får dem til at trække sig fra ham – siger en af pædagogerne, jeg har talt med om det. Han har ikke knyttet sig til en ‘ny Laura’ (hende, fra den gamle børnehave), og det gør ondt.
Og så var der en episode, hvor to andre børn, han kender godt sagde, at han havde taget en ting fra den ene af dem. De to børn har så sagt til ham hele tiden, at han skal aflevere det tilbage – givetvis på grænsen til drilleri. Jeg hører om det fra en af de andre mødre, men Arthur vil ikke tale med mig om det. Forleden får jeg så at vide af den anden mor, at det var noget, de to børn fandt på – for da de spurgte hendes pige direkte, så lå tingen da på badeværelset. Dér blev jeg simpelthen så … ked, såret, fortvivlet. Dels synes jeg, at det er meget tidligt for fire-årige at finde på ting til at drille andre med, og dels blev jeg så ked af, at det gik ud over min søn, som ikke lige har en bedste ven. Måske har han været særlig vred og unærmelig den dag, men alligevel.Heldigvis er de to børn også utrolig dejlige, og han har også leget med dem efterfølgende, så det er ikke værre end det. Men det gjorde bare så ondt på mig (og nok mere på mig end på Arthur, tror jeg). Jeg føler bare, at han er alene i børnehaven, og når han kommer hjem, så er jeg der ikke til at hygge med ham. Rasmus (og min mor, som er hos os en del) er der selvfølgelig, men det er bare ikke mig – og Johan kræver sit, så der er bare ikke tid nok til Arthur.
Jeg savner min farmor. Jeg kan ikke forstå, hun ikke er her mere. Jeg tænker på hende hver dag, og bliver stadig nødt til at gå et andet sted hen, hvis børnene er til stede, så de ikke ser mig græde. Arthur taler meget om døden, selv om vi har nedtonet det og ikke går i detaljer, med mindre han spørger. I går har han så spurgt, om han også skal dø – og om Laura skal dø. I dag, da vi går med barnevognen mod børnehaven, siger han, at jeg skal passe på med ikke at køre ind i duerne. Jeg siger, at de er hurtige og nok skal flytte sig – for de vil jo ikke køres over. ‘Dør de så?’ var hans første spørgsmål.
Min lille mand. Han er så følsom, vred, udenfor. Han savner tid med mig og Rasmus uden Johan – og det har vi svært ved at give ham, fordi jeg jo ikke er hjemme. Han siger ting som ‘Når Johan skal puttes, skal vi så ikke sætte os ind i sofaen med tæppe og hygge os, mor?’ og han vil ikke være astronaut, fordi jeg ikke må komme med i rumskibet, for så ‘vil han savne mig for meget’. Jeg savner ham så meget, og jeg tudede, da bussen til naturbørnehaven var ude af syne i morges.
Her i september har jeg aftalt med min chef, at vi forsøger i nogle uger med, at jeg arbejder tre dage om ugen – fuld tid (dvs. 12-timers vagter). Det bliver hårdt, men tanken om, at jeg så har en dag (og aften!) mere hjemme om ugen gør mig klar på at knokle igennem. Det er en løsning, der skal passe både jobbet og mig, så det er ikke sikkert, det vil blive permanent. Men det er et forsøg værd. Jeg er parat til at gå ned i tid, men vi har ikke råd til, at jeg dropper en hel dag om ugen (9 timer). Gid, vi vandt en masse penge, så jeg slap for at arbejde så meget. Jeg savner min familie.
2011, jeg vil stadig meget gerne bytte dig til noget mere mildt, optimistisk og smilende. Jeg synes lidt, du giver lort med lort på. Og jeg vil faktisk hellere, at mig og mine bades i solstråler.
Farvel til dagbladsbranchen
Tillykke med det nye job, jeg er sikker på, det bliver fantastisk!
A house is not a home
Som jobsøgende inden for samme område som dig, er det bare SÅ rart at læse om én som faktisk...
A house is not a home
Jeg har sagt til lykke før, men det kan ikke gøres for tit. Har ikke kunnet se din blog i flere...
