Klokken er 2:58, og jeg har lige nu været oppe og vågen i en godt en halv time. Lige som i går og lige som i forgårs og vist nok også dagen før den. Men det kan jeg ikke huske – tingene flyder sammen, når der er gået mere end to dage…
Jeg er blevet så snothamrende forkølet, at jeg ikke kan få luft gennem næsen. Det er i og for sig ikke nyt, sådan har det været siden december (I shit you not – siden december!), men nu, så sent i graviditeten, er der lige kastet uro i benene, smerter i knæene (knæene?! wtf?), natte-hoste (tak, Arthur) og specialemareridt. Jep, jeg har de sidste tre timer ligget og haft (rigtige ‘jeg-kan-ikke-styre-hvad-jeg-drømmer’-) mareridt om, at fortællende journalistik IKKE er fortællende journalistik, og hver gang jeg vågnede for at hive efter luft, var der drømme-sekvenser, der fortalte mig, at jeg nok liiige skulle løbe dét og dét afsnit efter igen… det føles lidt som tvangstanker, man ikke kan komme væk fra, for det er jo IKKE fordi, jeg har lyst til at tænke på specialet, det ‘fanger’ mig bare i en forsvarsløs position, hvor jeg ikke kan kæmpe mod.
Med fare for at komme til at lyde som et rigtigt bittersurt og hormornelt pigebarn, så synes jeg altså ærligt talt, at det er RET unfair, at jeg skal ligge søvnløs (eller være plaget af mareridt, når jeg så endelig falder i søvn), når man tænker på, at jeg har et speciale, jeg skal skrive færdigt. Det er jo ikke fordi, jeg ikke har brug for søvnen – den skal jeg jo så indhente på andre tidspunkter, hvor jeg jo i stedet burde skrive på specialet.
Ovenihatten måtte min specialemakker og jeg i dag sande, at med al den uheld, der er hamret ned over os, så er der ingen garanti for, at vi overhovedet kan nå at aflevere inden den 24. marts… Se dét gør ondt! Jeg hælder allermest til bare at rette de mest nødvendige ting og så ellers få kastet det afsted til instituttet – så må karakteren bare være komplet underordnet, for at skulle søge om dispensation og/eller bruge et specialeforsøg på ikke at aflevere (man har vist tre forsøg, og ved hvert nyt forsøg får man fiflet ved sin problemformulering), det er bare heller ikke spas.
I hvert fald blev jeg så voldsomt vred i eftermiddags, at jeg så bort fra, at jeg var ved at falde i søvn på tastaturet af træthed (efter natten til i går, der heller ikke bød på meget søvn), og så arbejdede jeg lige 8 timer i streg på at rette vores vejleders kommentarer i specialet. Den søde, dejlige Rasmus har endda lovet, at han vil tage Arthur med alle mulige steder hen lørdag og søndag, så jeg kan hellige mig arbejdet med specialet, for tænk, tænk! hvis jeg kan nå så langt, at når vi tager fat på det sammen på tirsdag, så er vi nået så langt, at vi kan se et afleveringslys for enden af IC3-toget mod RUC! Det er simpelthen min våde drøm for tiden: At aflevere specialet OG at føde en sund, velskabt lillebror på mine egne præmisser (og de inkluderer ikke kejsersnit, hvis jeg kan blive fri).
Men-men-men. Ikke et brokkeindlæg uden noget positivt! Til skanningen i dag, hvor det atter var klinikchef/overlæge Connie Jørgensen, der tog sig af mig (og HUN er fandme dejlig! Dygtig, sød, nem at tale med, empatisk uden at være ‘ih-nårh-altså’-agtig), så det godt ud med lillebror. Blodgennemstrømningen kunne lige klemmes op på 71 (modsat 66 og 90 i går). Hun viste mig en graf med to kurver, hvor den ene er normalen og den anden er ja, unormalt (‘farligt’). Jeg mener, men hæng mig ikke op på det, at normalen var på 60, og unormalen på 80, så min lille mand tangerer det endnu-sikre stykke. Det er jo ikke sikkert, han bevæger sig over 80 igen.
Derudover fik jeg vægtskønnet fra i går at vide, og han står til at veje 3.025 kg – og det er – fortalte Connie Jørgensen – 9 procent over det normale, så det er den ganske rund dreng, vi snart får ud 
Der er stadig ikke ret meget fostervand, så det holder de også øje med. Jeg er ikke helt sikker på, hvor stor risiko de mener, der er ved det (og altså hvor ‘lidt’ lidt er), men det virker de til at have helt styr på. I hvert fald mente overlægen (ja, Connie at der ikke var noget at være umiddelbar bekymret for, så hun var tryg ved at sende mig hjem på weekend. Hun har også sagt, at hvis jeg har brug for en skanning ekstra til at føle mig tryg, så skal jeg bare sige til. Nu skal jeg godt nok allerede til skanning igen mandag morgen, men jeg tror – hvis det ser fint ud – at jeg kun skal komme en-to gange om ugen og ikke hver dag.
Nårhja, og det ALLERvigtigste, hun sagde? – At der ikke er nogen risiko for, at han får hjerneskade, skulle han begynde at få blodmangel. De vil nemlig nå at opdage det længe før, det ville være fare for det. TAK! Dét havde jeg brug for at høre.
…nå, nu er klokken 3.26, og jeg har faktisk fået skabt vejrtrækningsmuligheder i næsen, så mon ikke jeg skal forsøge at se dyner igen? Kryds lige for, at jeg slipper for de der mareridtssekvenser (i nat er det specialet, forrige nat var det ‘tvangsdrømme’ gennem hele natten om en tv-serie, vi havde set – det er SÅ ubehageligt! Nå!).
P.s. Lige et ‘rundstyk’ til sidst. Jeg bliver nok lidt i samme boldgade det næste stykke tid. Rundstyk. Men jeg har lidt brug for det, og jeg LOVER, jeg nok skal gå amok i regnbuer, når lillebror er født (7-9-13 for alt er okay etc.). Jeg håber, I klarer det!
P.p.s. Som et plaster på såret får I her en af mine ultimative yndlingssketches af parret Mitchell&Webb (dem, der også står bag ‘Peepshow’). Hvis I kan lide denne, så søg på dem på Youtube – I vil IKKE blive skuffede
Loading ...
